Guided by Angels, Butterflies, and the Moon

Mit første forsøg på at male et detaljeret ansigt og egentlig også de andre ting på maleriet. Jeg plejer at male abstrakt, så det har været udfordrende, at male så detaljeret.

Jeg vil ikke påstå at jeg har kunnet gengive, hvor smuk modellen er i virkeligheden, men det er malet med den største menneskelige respekt for modellen.

Motivet:

Vejledende og beskyttende engel som guider en mor med sine 2 drenge. Hvor de er på vej hen er helt op til dig?
Måske skal de møde manden, det kan være en far eller måske en ny kærlighed for mor og drengene, måske bare en ven.

På et tidspunkt skal vi alle på den sidste rejse, destinationen er symboliseret ved trappen. Men som jeg ser motivet, så er det ikke endnu, familen går mod det som fremtiden byder på.
Jeg ser englen som en guide, en vejviser, en beskytter og måske en forbindelse mellem det jordiske og det åndelige liv.

Træet kan være et symbol på, at familien er rodfæstet og stabil, men også stræber mod noget mere og noget nyt. Træet er også et symbol på styrke, visdom, og forbindelsen mellem himmel og jord. Måske manden kan tilføje noget godt til familien, måske er han allerede en del af familien og venter på sine drenge?

Sommerfuglene symboliserer forvandling og frihed. Vi vælger hver eneste dag dem som vi vil dele livet med. Vælg dem der gør dit liv godt. Mød andres og dine egne behov for at blive elsket. Kærlighed og familie er vigtig. Luk op for ny og gammel kærlighed, hav tillid til, at hvis det føles rigtigt, så er det nok rigtigt. Hvis du føler dig elsket, så bliver du også meget bedre til at elske dig selv, din familie og andre.

Jeg vælger at tro på, at familien på maleriet har en lys fremtid, hvis de følger deres interesser og deres hjerter.

Da jeg normalt maler mere abstrakt, hvor jeg “skjuler” eller kun antyder ting, symboler med mere, så er det faldet naturligt også at gøre det i dette maleri. Derfor er der forskellige steder i maleriet små abstrakte detaljer, som du måske ser med det samme eller måske aldrig ser. Detaljerne er lavet med en betydning for mig, men det er helt op til dig, hvilken betydning du ser i dem.

Jeg har valgt titlen “Guided by Angels, Butterflies, and the Moon”. Med den titel er det mit håb at fange en følelse af mystik, spiritualitet, vejledning (englen), transformation (sommerfuglene). Månen er en stille observatør, en guide og kilde til lys på familiens rejse.

Det tog godt 3 måneder at male maleriet. Jeg er ikke sikker på om jeg tør kaste mig ud i den genre igen – Men måske hvis nogen spørger ……

Den dag jeg påbegyndte maleriet, lovede jeg mig selv en eneste ting. Det skulle havne det rigtige sted, langt væk fra mig. Alternativt så skulle det tilintetgøres.
I dag ved jeg ikke med sikkerhed om det findes der ude et sted. Hvis det findes, så har jeg skrevet et digt og et par hilsner på bagsiden af maleriet, som jeg håber en dag betyder noget for nogen.